Dyrkning af Nordmannsgran
Nordmannsgran er en ædelgran, der er hjemmehørende i Kaukasus. Træet er opkaldt efter den finske botaniker A. von Nordmann, som fandt det i Kaukasus i 1836 og i 1840erne indførte det til Vesteuropa. Oprindelig blev nordmannsgran plantet for at give værdifuldt tømmer. I løbet af de seneste 30-40 år har nordmannsgran også fundet anvendelse som juletræ og gradvist afløst rødgranen som de fleste danskeres foretrukne juletræ.
De frø, der er starten på vores juletræer, er ofte hentet i Kaukasus. De modne kogler med frøene plukkes af skovarbejdere i toppen af 20-30 meter høje fuldt udvoksede træer. Det har vist sig, at frø hentet fra et ganske bestemt område i Kaukasus er særligt velegnede til juletræer.
Der går 8-10 år fra frøene spirer til træerne er klar til at blive fældet som juletræer. Du kan se hvor gammelt et grantræ er ved at tælle antallet af grenkranse og lægge et par år. De første grenkranse kan ikke ses på et træ på 2 meter. Hvis det skal være helt præcist kan man tælle antallet af årringe i stammen.
Kræver omhyggelig pasning
For at blive flotte kræver træerne en hel del pasning. De små nye træer 2-3 år gamle skal holdes fri for ukrudt så de ikke bliver overgroet. Mange avlere sprøjter ukrudtet væk. Ulf, som har dyrket de træer jeg sælger, fjerner ukrudtet mekanisk ved at slå eller luge det væk. Træerne skal have lidt gødning, og hvis der er angreb af sygdomme eller skadedyr, må det bekæmpes.
Mange af træerne kan få uregelmæssig vækst som løbende må justeres ved beskæring. Træer med to topskud skal have klippet det ene af. Nogle avlere klipper træerne i bredden for at lave tætte og slanke træer.
Et særligt problem er, at mange store fugle ynder at sætte sig i toppen af træerne, hvorved topskuddet let tager skade og træet derved bliver ødelagt. Dette forbygges ved at sætte en tynd pind med en klemme i toppen af hvert træ. Pindene skal så flyttes hvert år i takt med at træerne sætter nye topskud.
Rigtig mange ting kan gå galt i løbet af de 10 år træerne er undervejs. Kun ca. hvert andet træ bliver så fint, at det kan bruges som juletræ og slet ikke alle af dem bliver af fineste kvalitet.
Frost før fældning
Nå træerne er klar til salg, skal de først mærkes og siden fældes, samles sammen, kommes i net og transporteres ud til juletræshandleren. Det er meget vigtigt at nordmannsgranen får frost før fældning. Det er god takt og tone ikke at begynde fældningen før 15. november. På dette tidspunkt har der som oftets været nattefrost og træerne er derfor gået i vinterdvale og er klar til fældning.
Hvis træerne har fået frost og står udendørs, kan de holde nålene langt hen i foråret. Nedtællingen for at nålene falder af starter først, når træet tages ind.
Selv ved stuetemperatur holder en korrekt håndteret nordmannsgran fint i 14 dage.
Køb den her